Mindst 24 mexicanere blev dræbt og 12 såret, da et tog i høj fart kørte ind i den bus, de sad i. Bussen forsøgte ifølge Reuters at krydse sporet kort tid før toget kom, men den nåede ikke over på den anden side, før toget ramte den. Bussen blev skubbet over 100 meter hen af skinnerne og blev stort set mast flad ved ulykken, der fandt sted nord for industribyen Cuautitlan.
Buschaufføren slap fra ulykken med mindre skader. Han forsøgte tilsyneladende at flygte fra stedet efter ulykken, men blev fanget af politiet i nærheden af ulykkesstedet.