I går aftes gik den verserende bandekrig ud over en 24-årig mand fra Københavns Vestegn. Da han ved 20.30-tiden kører i sin bil på Motorring 3 ved Roskilde-frakørslen, kører en anden bil ind i ham - med vilje.
Bilen havner mod autoværnet, og den 24-årige forsøger i panik at løbe væk fra stedet. Der går dog ikke længe, inden han bliver indhentet af de tre mænd, der påkørte ham.
De banker ham sønder og sammen og truer ham med en pistol, inden de flygter i en mørk stationcar.
Det 24-årige offer er kendt af politiet som medlem af en lokal gruppering på Vestegnen, og politiet betragter derfor sagen som banderelateret.
Det mørbankede offer er nu indlagt til observation for hjernerystelse.
Politiet har ingen spor af gerningsmændene og vil derfor meget gerne høre fra folk, der tilfældigvis passerede forbi eller på anden måde sidder inde med nyttige informationer.