En 24-årig mand blev torsdag dømt til behandling i retten i i Helsingør, efter han to gange i fjor forsøgte at grave sin afdøde morfar op på Grønholt Kirkegård i Fredensborg på Nordsjælland. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det var Fandens ide
I retten forklarede manden, at opgravningsforsøget ikke var hans egen men Fandens ide.
- Det var Fanden, der forledte mig til at forstyrre gravfreden. Det var Fanden, der lod mig tro, at jeg kunne kommunikere med den afdøde. Det var drastisk, og jeg fortryder det bittert, sagde den 24-årige.
Under retsagen kom det frem, at manden ifølge mentale undersøgelser er svært skizofren, og at han tidligere har været tvangsindlagt i fire måneder.
Fjernede gravsten
De mislykkedes opgravningsforsøg skete den 6. og 7. juni i fjor i morgentimerne. Ved første forsøg havde manden fjernet gravstenen, og han havde nået at grave et 120 centimeter dybt hul, inden han blev forstyrret i sit foretagende af en af graverne fra Grønholt Kirke.
- Jeg så ham komme gående fra gravstedet og spurgte ham, hvad der var gang i her, men han svarede ikke, fortalte graveren i retten.
Herefter gik den 24-årige mand sin vej uden et ord.
Anholdt på kirkegården
Klokken seks om morgenen den følgende dag besluttede manden igen at grave sin morfar op. Til trods for at hullet fra dagen forinden var blevet dækket til med jord af kirkepersonalet, nåede manden denne gang at grave et hul på en gange en meter, inden han blev forstyrret i sit foretagende. Denne gang af politiet, der anholdt manden og sigtede ham for krænkelse af gravfreden.
Den 24-årige blev idømt fem års ambulent behandling, hvilket betyder, at han kan indlægges, hvis det vurderes at være nødvendigt.