En ung kvinde fra Herning er alvorligt kvæstet, efter at hun mistede herredømmet over sin bil og kolliderede med et stort vejtræ nær Ølgod i Sønderjylland onsdag eftermiddag.
- Det er en kvinde på 24. Hun kører i normal fart med 70-80 kilometer i timen, og vejen ligger delvist i skygge, og det bevirker, at den stadigvæk er glat.
- Hun mister herredømmet over bilen i en kurve på Agersnapvej og påkører et stort vejtræ, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Ritzau.
Han fortæller, at ambulancen med kvinden efterfølgende blev eskorteret til sygehuset i Herning.
- Hun er alvorligt skadet, men umiddelbart skulle hun ikke være i livsfare, siger vagtchefen og tilføjer, at kvindens pårørende er underrettet.
Erik Lindholdt advarer om, at selvom det er tøvejr, kan vejene fortsat være meget glatte.
- Man skal være opmærksom, når det skifter mellem frost og tø, siger han.
En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og kvindens bil.
/ritzau/