Beboerne i et ellers fredeligt boligområde i Silkeborg oplever for tiden søvnløse nætter. Gennem de seneste uger har der været udrykning hele 23 gange, hvor påsatte brande er blevet slukket – og heldigvis i tide uden nogen er kommet til skade.
Brandene er i de fleste tilfælde blevet startet i affaldscontainere rundt omkring i beboelseskvarteret, men i to tilfælde er der blevet sat ild indendørs. Først til en klapvogn og i nat til en barnevogn i en kælder.
- Det er langt ud over drengestreger, det der foregår. Det er forsætlig brandstiftelse, som er meget alvorligt - specielt når det foregår indendørs i en beboelsesejendom, siger politikommissær Bent Riber Nielsen til TV2.
På bar bund
Politiet er på bar bund i deres efterforskning og opfordrer vidner til at melde sig med det samme med deres viden. Derfor ved de heller ikke om det er en enkelt person, der står bag de mange påsatte brande, eller om det er en gruppe af personer, de leder efter.
Beboerne i det berørte område er både skræmte og utrygge efter de mange brande, og det har fået boligforeningen Arbejdernes Byggeforening har 384 boliger i området til at overveje om området skal videoovervåges.
Overvejer overvågning
- Det er beboerne, der skal vedtage, om de vil have overvågning i området, og det har jo også nogle økonomiske konsekvenser, så det er op til dem, siger René K. Rasmussen, der er direktør i boligforeningen, til TV2 Østjylland.
Han fortæller, at de har kig på både en permanent løsning af overvågning og en mere mobil slags, der kan anvendes i særlige tilfælde som nu, hvor området bliver hærget af brande.
Beboerne vil inden længe blive indkaldt til et møde, hvor overvågningen skal diskuteres.