23 australske journalister kan blive fængslet for at have brudt et referatforbud i sagen mod den katolske kardinal George Pell, der 13. marts blev idømt seks år fængsel for seksuelle overgreb mod to mindreårige kordrenge.
Den offentlige anklager i staten Victoria har ifølge nyhedsbureauet dpa anklaget de 23 journalister og 13 australske nyhedsbureauer for "contempt of court" - på dansk "foragt for retten" - for at have hjulpet udenlandske medier og for at publicere materiale, der "havde den effekt at forarge retten".
Ifølge anklageskriftet kræver anklageren fængselsdomme eller bødestraffe, skriver dpa.
Maksimumsstraffen i Victoria er fem års fængsel og en bøde på 235.000 kroner.
Kardinal George Pell blev uden offentlighedens viden grundet referatforbuddet kendt skyldig i sagen ved et nævningeting i Melbourne i Australien 11. december sidste år.
Dommeren i sagen, Peter Kidd, forbød medier at offentliggøre detaljer fra retssagen på grund af en anden retssag mod Pell, hvor der blev bragt yderligere anklager.
Peter Kidd begrundede forbuddet med, at nævningetinget ville blive farvet inden retssagen, hvis det kendte til den første dom.
De yderligere anklager blev dog droppet i februar, og dermed blev referatforbuddet ophævet, skriver Reuters.
Derfor kom detaljerne om retssagen først frem for offentligheden i februar.
Men efter dommen i december publicerede flere australske medier overskrifter som "censureret" og skrev, at der havde været en retssag, hvor en unavngiven højt profileret person var blevet dømt for en alvorlig forbrydelse, som medierne ikke måtte skrive om.
Det, mener dommer Peter Kidd, er et brud på forbuddet.
Samtidig publicerede flere amerikanske medier som The New York Times og Washington Post detaljer fra sagen med begrundelsen, at en australsk dommer ikke kunne bestemme, hvad der bliver publiceret i resten af verden, skriver AFP.
Det fik australske medier til at lave nyheder om, at de blev censureret, og medierne advarede befolkningen om, at de ikke måtte skrive om en sag med offentlig interesse.
Den nye retssag skal for retten 15. april.
Flere australske medier har udtalt, at de ikke har gjort noget forkert.
/ritzau/