Der er tirsdag eftermiddag tegn på, at voldsomme kampe i den irakiske hovedstad, Bagdad, er ved at aftage.
Det sker, efter at den religiøse leder Moqtada al-Sadr tirsdag har opfordret sine tilhængere til at trække sig fra det seneste døgns kampe.
Moqtada al-Sadr, der længe har været en prominent politisk skikkelse i Irak, meddelte mandag, at han ville trække sig fra politik.
Det medførte umiddelbart efter opgør mellem hans støtter og Iraks hær.
23 tilhængere af Moqtada al-Sadr skal i alt være blevet skudt i opgør siden mandag eftermiddag. Det oplyser sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Foruden de dræbte skal omkring 380 personer være kommet til skade.
Kampene blev genoptaget tirsdag morgen, efter at de i første omgang var blevet dæmpet i løbet af natten. Tidligt tirsdag landede fire raketter blandt andet i den internationale Green Zone. De ramte et boligområde.
Tirsdag eftermiddag gav Moqtada al-Sadr sine tilhængere et ultimatum på "60 minutter" til at trække sig fra uroen.
Dem, der forblev, ville han lægge afstand til, lød budskabet.
- Jeg undskylder til det irakiske folk, og dem, der er blevet påvirket af disse begivenheder, siger Moqtada al-Sadr til journalister i det centrale Irak.
Moqtada al-Sadr var leder af den mest populære gruppe ved Iraks valg i oktober. Siden da har den politiske situation i landet dog været fastlåst.
- Jeg annoncerer hermed min endelige tilbagetrækning, skrev den religiøse leder mandag i en udtalelse på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han tilføjede, at han ikke længere "vil blande sig i politiske sager".
Moqtada al-Sadrs gruppe fik ved valget i oktober 73 af parlamentets 329 pladser. Efter lang tids politisk krise i landet besluttede den religiøse leder i juni dog at trække sig selv og alle gruppefæller fra parlamentet.
Det skulle efter planen give en løsning på den politiske stilstand.
Handlingen gjorde i stedet Moqtada al-Sadrs tilhængere utilfredse. De kritiserede, at en anden blok fik mulighed for at danne regering.
To gange i slutningen af juli stormede al-Sadrs tilhængere Iraks parlament.
Mandag stormede flere af dem igen parlamentet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.