Mindst 23 mennesker, heriblandt kvinder og børn, er dræbt i et amerikansk luftangreb i det sydlige Afghanistan.
Det viser en undersøgelse, som FN's mission i Afghanistan har foretaget.
Angrebet fandt sted sent tirsdag, da afghanske soldater var involveret i kampe mod Taliban-bevægelsen i den urolige Helmand-provins.
Den afghanske hær bad om luftstøtte, da de militante talibanere brugte tunge våben og trak sig tilbage til en bygning i nærheden, oplyser Nato.
- De foreløbige undersøgelser viser, at langt de fleste af ofrene var kvinder og børn, skriver FN-missionen i en rapport om begivenhederne tirsdag aften.
Ud over de 23 dræbte blev mindst tre andre dræbt i luftangrebet.
Lokale myndigheder i Helmand-provinsen har tidligere oplyst, at mange af de dræbte var medlemmer af samme familie.
Haji Mohammed, som bor tæt ved det sted, hvor angrebet fandt sted, fortæller, at angrebet kom, efter at Taliban var gået ind i en lokal families hus under kampene mod de lokale sikkerhedsstyrker.
Adskillige civile blev dræbt, siger han. Det samme gjorde ni talibanere.
Volden er optrappet fra begge sider i Afghanistan i løbet af det seneste år.
Taliban øger presset på de afghanske sikkerhedsstyrker med stadig hyppigere angreb, samtidig med at USA forsøger at få talibanerne til forhandlingsbordet.
Tal fra FN viser, at den voldelige konflikt i landet dræbte eller sårede 8050 mennesker i perioden fra januar til september i år.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP