En 23-årig mand fra Sønderjylland er ved et grundlovsforhør søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han lørdag drog på et voldstogt, der både gik ud over uskyldige borgere og en bil.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det var på Kongevej i Rødding, at den unge mand lørdag eftermiddag - helt uprovokeret - gik til angreb på en bil, hvori der sad et ældre ægtepar.
Dernæst fortsatte han sit raseri og uddelte tæv til fire tilfældigt forbipasserende.
- Vi har fået forklaret, at han har siddet i drikkelag det meste af dagen, fortalte vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamand lørdag aften.
Voldsmandens fire ofre slap umiddelbart med overfladiske knubs. Værre gik det for det ældre ægtepars bil, der blandt andet fik smadret forruden.
/ritzau/