En 23-årig mand sigtes for drabet på en 24-årig mand, som døde efter knivstik tirsdag aften i Vejen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag middag.
Knivstikkeriet fandt sted tirsdag aften i et område ved Bøgevej i Vejen. Politiet blev alarmeret klokken 22.21, og den 23-årige mand blev anholdt.
De to mænd havde en relation til hinanden, oplyser politiet, uden dog at komme det nærmere.
Onsdag klokken 13 bliver den anholdte fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Esbjerg, hvor en dommer skal afgøre, om han skal varetægtsfængsles. Anklageren vil i den forbindelse oplæse en sigtelse om drab.
Efter oplæsningen ventes anklageren at anmode om lukkede døre. Følger dommeren det, bliver det ikke muligt at høre, hvad den drabssigtede eventuelt forklarer.
Den 24-årige mands pårørende er underrettet.
Politiet har tirsdag og natten til onsdag været massivt til stede på Bøgevej i forbindelse med sagen og foretaget sikring af spor på stedet. Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut blev også tilkaldt.
Onsdag er politiet desuden rykket ud med en mobil politistation ud for Bøgevej 14-18 i Vejen. Her kan borgere komme forbi og få en snak med politiet eller stille spørgsmål. Den mobile politistation er der indtil klokken 13.
/ritzau/