En 23-årig mand er tirsdag ved Retten i Glostrup blevet kendt skyldig i drabsforsøg og i at have sat pædagogers og børns livs i fare.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den 23-årige ramte ind i en dengang 24-årig mand med sin bil på Tårnvej i Rødovre. Drabsforsøget var også tæt på at gå ud over to pædagoger og ni børn.
Mens de ventede ved et busstoppested på Tårnvej i den københavnske forstad, bragede en bil ind over både cykelsti og fortov med 70 til 90 kilometer i timen. Også den episode er den 23-årige kendt skyldig i.
Manden har nægtet sig skyldig og har ifølge Ekstra Bladet påstået under hele retssagen, at det var en anden ukendt person, der var fører af bilen, da den ramte offeret.
Den 24-årige blev kørt ned med høj fart, og politiet oplyste dengang, at han var i livsfare. Af anklageskriftet fremgår det endvidere, at offeret har fået svære og varige hjerneskader.
Efter episoden, der fandt sted i juni sidste år, oplyste politiet, at den skyldige flygtede fra gerningsstedet, der ligger umiddelbart syd for krydset mellem Tårnvej og Slotsherrensvej i Rødovre.
I sagen er tre andre mænd også tiltalt for at have hjulpet den 23-årige med at skille sig af med bilen efter hændelsen. De fik angiveligt kørt bilen til en autoophugger i Glostrup, hvor den blev skrottet.
To af de tre formodede hjælpere er et brødrepar, der har været i og omkring et kriminelt forstadsmiljø gennem årene.
Ifølge anklageren i sagen er episoden opstået på grund af en konflikt mellem to bandegrupperinger. Ifølge anklageren havde manden, der blev påkørt, kort forinden påkørslen skiftet til en anden bandegruppering - Black Jackets, skriver Ekstra Bladet.
Den 23-årige har dog selv nægtet at have tilknytning til bandemiljøet.
Anklageren i sagen vil have manden fængslet i mere end syv år, skriver Ekstra Bladet.
/ritzau/