Efterforskningen af drabet på en 40-årig mand i juli i Nimtofte har ført til, at en 23-årig kvinde torsdag er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter klokken 11.15, godt to timer efter at retsmødet gik i gang.
Kvinden er indtil videre blevet fængslet frem til den 13. september.
Det er anden gang på kort tid, at kvinden er blevet anholdt og stillet for en dommer i drabssagen.
Hun blev første gang anholdt og sigtet i sagen den 18. juli i år sammen med tre andre personer.
Dommeren i sagen fandt dengang ikke grundlag for at fængsle hende, hvorfor hun blev løsladt. Sigtelsen for manddrab blev dog opretholdt og onsdag formiddag blev hun så anholdt på ny.
- Vores omfattende efterforskning har nu ført til, at vi vurderer, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 23-årige, udtaler politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi sendt ud torsdag morgen.
Tilbage i juli blev den 40-årige Frank Nørgaard efterlyst, da han ikke havde givet lyd fra sig i flere dage. Han blev meldt savnet af sin kæreste, da han ikke dukkede op til en aftale.
Senere fandt politiet hans udbrændte bil på Gl. Fjellerupvej ved Vivild på det nordlige Djursland. Samme aften blev fire personer anholdt på en adresse i Nimtofte på Djursland.
Den afdøde mand blev fundet i et skovområde nær byen Gassum ved Randers få dage senere.
Den 23-årige kvinde nægter sig skyldig i sigtelsen. Hun har også udbedt sig betænkningstid i forhold til at kære fængslingen. Hvis hun vælger at kære afgørelsen, skal Vestre Landsret se på beviserne.
Da grundlovsforhøret torsdag skete for lukkede døre, er der ikke kommet noget ud i offentligheden om, hvilke beviser politiet mener at have mod kvinden.
Kvinden er den sjette person, der bliver sendt bag tremmer i sagen. Fem andre personer sidder allerede varetægtsfængslet.
/ritzau/