Tirsdag eftermiddag indrømmede en 23-årig mand at have kørt en anden mand ihjel og bagefter være kørt væk, da ulykken skete natten til tirsdag.
Det oplyser Odense Politi, som i øjeblikket overvejer, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.
»Der kan være formildende omstændigheder, for der er forlydender om, at den dræbte måske har befundet sig på kørebanen i en særlig stilling gennem et stykke tid. Og det er klart, at når man så kommer kørende ved nattetide, så er ens skyld mindre end normalt,« siger vicekriminalkommissær Per Petersen.
Politiet ved ikke, hvorfor den dræbte 33-årige mand sad på vejen, eller hvorfor den 23-årige flygtede fra gerningsstedet efter ulykken.
Politiet løslod tirsdag bilens ejer, efter han havde fortalt, at den 23-årige havde lånt bilen, da den slog sit offer ihjel. Ejeren var ikke i bilen, da ulykken skete.
Hvis den skyldige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør, sker det enten sent tirsdag eftermiddag eller tidligt onsdag morgen.