Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I dag, klokken 10, sejler verdens største skib, Majestic Mærsk, der siden sidste mandag har ligget fortøjet på Langeliniekaj. I løbet af de sidste syv dage har mere end 225.000 mennesker besøgt Langeliniekaj for at opleve containerskibet. Heraf har 49.500 været en tur ombord. Og undervejs uddelte Maersk Line mere end 80.000 bananer.
"Vi er meget glade for den store interesse, der har været for Majestic Mærsk. Vi håbede, at verdens største skib på Langelinie kunne blive en folkefest. Det blev det. Interessen for skibet har været meget stor, og vi er rigtig mange, der er blevet klogere på containerskibsfart og den store betydning, containeren har for vores hverdag," siger Claus Høvelt, Global Branding Manager i Maersk Line og ansvarlig for arrangementet på Langelinie.
Majestic Mærsk sejler fra Langeliniekaj klokken 10. Skibet vil få hjælp fra fire Svitzer slæbebåde. Efter cirka halvanden time vil skibet være ved Middelgrunden og sætter herefter kurs mod Gøteborg.
Billedetekst: I går, søndag, fik Majestic Mærsks Kaptajn Petur Madsen overleveret mere end 3.000 tegninger af skibet - alle tegnet af besøgende børn i udstillingsområdet. Vindertegningen - af Nanna fra Søborg - vil blive ophængt i skibets messe. Og vinderen får en Lego-model af et Maersk Line Triple-E skib, samme type som Majestic Mærsk.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.