Skyldig.
Sådan lød dommen over 22 tilhængere af fodboldklubben Lyngby Boldklub, der i Østre Landsret stod tiltalt for at planlægge masseslagsmål og overfald på FCK-fans.
De er nu idømt 30 dages fængsel. For fires vedkommende er straffen ubetinget, og de kan derfor se frem til en måned bag tremmer. De fire er tidligere dømt for vold, skriver politiken.dk.
Sagen startede den 29. september 2007, da tilhængere af fodboldklubberne Lyngby og FC København var kommet i et voldsomt masseslagsmål forud for en superligakamp mellem de to hold i Parken i København.
40-50 personer deltog i slagsmål, der fandt sted midt på en lørdag i et stærkt trafikeret gadekryds ved Svanemølle S-togsstation nær en pub, der er kendt for at være et tilholdssted for FCK-fanfraktionen 'Copenhagen Casuals'.
Netop dén adfærd er uacceptabel, mente retsformand, John Mosegaard, der drog paralleller til den verserende bandekrig. Retsformanden betonede dog, at fan-konfrontationen ikke var af samme kaliber.
"Men det sker på offentlig gade. Det er ved højlys dag. Det er med næverne, og det kan samfundet ikke acceptere," sagde han ifølge politiken.dk