22. juli: Derfor gik det så galt

Det norske terrorberedskab svigtede ved Breiviks terrorangreb i Oslo og Utøya-massakren.
Her er de punkter, som kommissionen, der har undersøgt beredskabet under terrorhandlingen, har udpeget som kritiske.
Her er de punkter, som kommissionen, der har undersøgt beredskabet under terrorhandlingen, har udpeget som kritiske. Foto: AP/Frank Augstein / POLFOTO

Ifølge den norske 22. juli-kommissionen svigtede politiet og terrorberedskabet både før og under Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

Kommissionens rapport peger på en række graverende fejl i håndteringen af sagen.

* Hovedpunkterne i kritikken går på, at Anders Behring Breivik ikke blev standset efter bomben i regeringshovedkvarteret i Oslo samt den lange udrykningstid til Utøya.

* Efterretningstjenesten reagerede ikke på en advarsel fra Toldvæsenet om Anders Behring Breiviks indkøb af ingredienser til at fremstille en bombe.

* Norsk politi havde en plan for, hvordan et terrorangreb skulle håndteres, men den blev ikke sat i værk, da bomben gik af og Breivik dræbte 69 på Utøya.

* Det tog 77 minutter fra Breiviks bilbombe gik af, til der blev sendt alarm ud til alle politidistrikter. Flere steder blev varslingen ikke læst.

* Allerede ni minutter efter bombeeksplosionen havde politiet det fulde registreringsnummer på Breiviks bil og beskrivelser af ham. Det blev bare ikke videreformidlet, og der blev heller ikke sendt efterlysning ud.

* Efter bomben forsømte politiet at orientere det norske vejdirektorats trafikcentral, der kunne have standset trafikken i Oslo. Derfor blev der ikke oprettet vejspærringer, før efter alarmen var sendt ud - altså over en time efter bombe-eksplosionen.

* Politiets operationscentral var for dårligt bemandet og personalet var ikke trænet i at tage beslutninger i den slags afgørende situationer.

* Politiet inddrog ikke medierne for at informere befolkningen om for eksempel bilnummeret på flugtbilen eller den omstændighed, at den formodede gerningsmand bar politiuniform.

* Det tog politiet omkring 70 minutter at pågribe Anders Behring Breivik på Utøya fra den første varsling om skyderiet indløb til det lokale politi i Nordre Buskerud.

* Ifølge rapporten kunne politiet havde været fremme og pågrebet Breivik tyve minutter tidligere end det skete. I det tidsrum blev 19-20 personer dræbt.

* De første betjente ved kajen over for Utøya fulgte ikke instrukserne for igangværende skyderier og undlod at tage til Utøya med det samme.

* En af dem gav sig i stedet til at dirigere trafikken. Ved at standse bilerne på stedet bragte vedkommende oven i købet bilisterne i potentiel livsfare, fordi de kunne være blevet ramt af projektiler fra Utøya.

* Politiets egen helikopter blev ikke sat ind i aktionen på grund af ferieafvikling. Og politi-båden blev overbelastet og fik motorstop midtvejs på vejen til Utøya. Udrykningsstyrken måtte derfor samles op af private bådejere.

* Der var en række både tilgængelig på en nærliggende camping, men betjentene fandt dem ikke.

Kilde: NTB og 22. julikommissionen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.