Det lyder umiddelbart som noget, der stammer fra en amerikansk voldsfilm. Men scenerne har udspillet sig på en øde gård på Lolland for få dage siden.
En 36-årig mand fra Kettinge på Lolland, som i weekenden blev sigtet for at have mishandlet og voldtaget en afrikansk kvinde, har udsat kvinden for de mest bestialske ting. Hun er blandt andet blevet tvunget til at spise jord og truet på livet adskillige gange.
Kvinden flygtede fredag aften fra sin voldsmand og løb nøgen og blodig over en mark, hvorefter hun fik kontakt til en af naboerne, Mogens Olsen, som bestyrer et opholdssted for unge.
"Hun må være kommet herover, fordi hun kunne se lys herfra, da hun løb over markerne og bankede på ved køkkenet. Hun havde størknet blod i ansigtet og på hænderne," siger Mogens Olsen til Folketidende.dk.
Kvinden har angiveligt lært den 36-årige mand at kende i Barcelona i Spanien, hvor de tilfældigt mødte hinanden. Manden fik hende med til Danmark, men allerede efter cirka 20 dage fik hun tæsk af den 36-årige første gang.
Ifølge Folketidende har manden blandt andet tvunget hende til at spise jord, bagbundet hende og truet med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gjorde, som der blev sagt. Når manden havde fået tilfredsstillet sine seksuelle behov, kunne kvinden allerhøjst få lov til at sove sammen med hundene i den afsides beliggende landejendom.
"Det er hamrende synd for den tøs. Jeg kender hende ikke, men jeg håber virkelig, hun får noget humanitær opholdstilladelse efter den behandling, hun har fået her," siger Mogens Olsen.
Hun har ifølge sit eget udsagn været i Danmark i cirka to måneder, og har en gang tidligere forsøgt at flygte fra manden. Dette lykkedes dog ikke, da manden indhentede hende i bil og afskar den videre flugtvej.
Kvinden er i øjeblikket frihedsberøvet, da man endnu ikke har fastslået hendes identitet.
Den 36-årige blev varetægtsfængslet i lørdags, og han er sigtet for voldtægt, for anden kønslig omgang, for grov vold, for ulovlig tvang og for trusler på livet. Han er kendt af politiet i forvejen, men ikke for lignende forhold.
Der er blevet nedlagt referatforbud i sagen.