75 gram kokain, 77 gram hash, 12.400 kroner og 140 euro i 20-eurosedler, 21 ampuller med testosteron, et glas anabole steroider, 92 ubrugte afmålingsposer, en rød vægt, en CS-gasspray, en foldekniv med kokainrester, et oversavet jagtgevær og et patronbælte.
Det var bare nogle af de ting, som politiet fandt, da de ransagede en lejlighed i Rosenhøj i august sidste år.
Lejligheden tilhørte en kvinde, som havde ladet sin 22-årige ven, Nawaf Ghulam, bruge et værelse, og herfra kørte han en større narkovirksomhed. Det fremgik af afhøringer og forklaringer i byretten i Århus tirsdag, hvor Nawaf Ghulam og hans 27-årige medsammensvorne, Niels Christian Olesen, stod tiltalt for 15 forskellige forhold. Ghulam indrømmede blandt andet at have videresolgt omkring 325 gram kokain til en bekendt for omkring 106.000 kroner, mens hans kammerat indrømmede at have hjulpet ved nogle handler.
Efterlyst af politiet
Nawaf Ghulam var i forvejen eftersøgt af politiet i forbindelse med en udestående dom på 11 måneders fængsel, da han blev anholdt, og han har en lang række volds- og røveridomme bag sig.
»Jeg var efterlyst og levede under jorden i nogle måneder. Jeg ved godt, at det var forkert at sælge stoffer, men jeg skulle jo leve af noget,« forklarede han for dommer og domsmænd, der dog ikke fandt det formildende, at han skulle tjene til føden.
Han blev idømt to et halvt års fængsel, og samme straf fik hans 27-årige hjælper. Anklagemyndigheden ville desuden have Ghulam udvist af Danmark, men det afviste dommeren og de to domsmænd. Han fik i stedet en såkaldt betinget udvisning, som gør det lettere at udvise ham, hvis han begår alvorlig kriminalitet igen.