En 22-årig mand fra Aabenraa blev torsdag aften anholdt og sigtet for
voldtægtsforsøg mod en 85-årig kvinde fra byen. Manden erkender delvist
sigtelsen mod ham, men han var så påvirket af alkohol på
gerningstidspunktet, at han ikke husker alle detaljer.
Nu vil politiet i Løgstør
sammenholde DNA fra de to voldtægter i Løgstør, der i december sendte chokbølger gennem den nordjyske by, med materiale voldtægten i Aabenraa for at se,
om den samme mand har været på spil, skriver
Nordjyske.dk.
- Vi er meget interesserede i at sammenligne den 22-åriges
DNA-profil med de DNA-spor, vi har fra to voldtægter af ældre damer i Løgstør,
siger Jørn Dalsgaard, der leder efterforskningen i sagen om de to meget grove
voldtægter i Løgstør, til Nordjyske.dk.
For kort tid siden fik politiet via DNA slået fast, at det er den samme
gerningsmand, der stod bag begge voldtægter i Løgstør.
- Vi skal have undersøgt, om der kan være nogen sammenhæng mellem den 22-årige
og de to voldtægter i Løgstør, så derfor har vi naturligvis haft fat i
kriminalpolitiet i Sønderjylland for at få så mange oplysninger som overhovedet
muligt, siger Jørn Dalsgaard.
Han vil ikke afvise, at politiet i Løgstør vil forsøge at få afhørt den
22-årige sønderjyde inden svarene på hans DNA-prøver ligger klar.
- Vi er selvfølgelig interesserede i at høre om han f.eks. har boet i Løgstør-området
eller har været her i de perioder, hvor de to voldtægter er begået.
- Omvendt så ved vi, at det kan gå meget hurtigt med at få DNA-svar, når manden
er sigtet, så det kan være at svarene ligger klar hurtigere end vi kan nå at få
snakket med ham, siger Jørn Dalsgaard.