To unge mænd på knallert blev fredag påkørt af politiet ved anholdelse i Viby
ved Århus. Den ene blev indlagt på hospitalet med bækkenbrud.
Nu skal statsadvokaten undersøge, om politiet handlede korrekt. Det skriver jp.dk.
Den 22-åriges tilstand beskrives som stabil , men ifølge
vagthavende hos Østjyllands Politi er han lagt i respirator, efter at
han er blevet opereret.
Politiet har overgivet sagen til statsadvokaten, da der er tale om en
person, som er kommet til skade ved en anholdelse. Statsadvokaten skal
undersøge, om politibetjentene handlede korrekt i forbindelse med
ulykken.
10 minutter inden ulykken havde politiet fået anmeldelse om et
indbrud. Kort efter opdagede en
patruljevogn to unge fyre, som medbragte et fladskærms-tv mellem sig på
en knallert. Politiet forfulgte de to, og jagten
fortsatte hen over et græsareal, hvor tyvene væltede med knallerten. Føreren af
patruljevognen påkørte derefter de to unge –
en 20-årig og en 22-årig.
Morten
Anker Jensen, politiinspektør ved Østjyllands Politi, betragter ulykken
som et hændeligt uheld. Til jp.dk siger han:
- Det er en knallert, der vælter, og en patruljevogn, der glider ind i
de to i forbindelse med anholdelsen, og det er et hændeligt uheld. Det
viser blot, at det er et farligt spil, når man begiver sig ud i at være
indbrudstyv og flygter fra politiet, siger politiinspektøren.