Natten til mandag kort før klokken tre valgte en 22-årig mand at trykke på speederen i stedet for at standse, da politiet rutinemæssigt ønskede at veksle et ord med den unge fører.
Med politiet i hælene tog han turen i sin sorte Mazda gennem gågaden ved Frederiksgade og videre ud på Silkeborgvej, hvor målet var motorvejen mod Herning.
- Jagten tog 15 minutter, og føreren kørte adskillige gange over for rødt. Han nåede flere gange over 140 kilometer i timen, forklarer vagthavende ved Østjyllands Politi til jp.dk.
Hasardet kørsel
Da den 22-årige nåede et stort motorvejskryds, lykkedes det en hundepatrulje at komme op på siden af den sorte Mazda.
Her kæmpede den unge fører for at skubbe politibilen af vejen, men han måtte i sidste ende se politibilen have mere held med samme manøvre.
Efterfølgende viste det sig, at der også befandt sig en 20-årig kvinde i bilen.
Ingen kom til skade under biljagten, men den 22-årige mand, der viste sig at komme fra Esbjerg, er nu sigtet for vold mod tjenestemand, tilsidesættelse af færdselsloven og hasarderet kørsel.
Politiet mistænker desuden den unge fører for at være påvirket af euforisende stoffer.