Sydjyllands Politi måtte natten til onsdag rykke ud til en påsat brand i en etageejendom på Gl. Vardevej i Esbjerg.
Anmeldelsen kom klokken 00.43, oplyser vagtchef Søren Strægaard.
- Der var ild i opgangen og i en lejlighed derude, da vi ankom, men alle slap ud, og der er ikke nogen tilskadekomne, siger vagtchefen.
Brandvæsnet fik til sidst styr på ilden, men syv personer skal alligevel genhuses.
Gerningsmanden er en 22-årig mand, som blev pågrebet på gerningsstedet, oplyser vagtchefen.
Søren Strægaard siger, at den 22-årige har relation til adressen, men onsdag morgen vil han ikke nærmere ind på, hvad motivet kan være.
/ritzau/