Politi og brandvæsen var massivt til stede ved en brand på Damhus Boulevard i Rødovre natten til fredag, hvor der var gået ild i en bygning under renovering.
Branden var meget voldsom, og 21 køretøjer og 49 brandfolk var i aktion under brandslukningen.
Branden er fredag morgen slukket, og der er ingen, som er kommet til skade, fortæller Hans Jørgens Larsen, der er vagtchef ved Hovedstadens Beredskab.
- Vores fokus var at sørge for, at ilden ikke spredte sig til de omkringliggende bygninger.
- Og selv om det er ærgerligt, at en bygning, der er ved at blive renoveret, er brændt næsten ned til grunden, så har det været en vellykket operation set med vores øjne, siger han.
Da bygningen var under renovering, var der ingen vinduer eller døre, derfor har der også været masser af luftgennemstrømning. Det har betydet, at ilden kunne få så godt fat, som den gjorde, fortæller vagtchefen.
Desuden stod en del byggemateriale opmagasineret inde i bygningen, og det har været medvirkende til, at branden blev endnu mere voldsom.
Seks personer i nabobygningerne blev evakueret, mens slukningsarbejdet stod på. På nuværende tidspunkt kan beredskabet ikke sige noget om årsagen til branden.
Man kommer til at være på stedet for at undersøge årsagen i løbet af fredag, lyder det på Twitter.
Der har ikke været melding om, at røgudviklingen i forbindelse med branden skulle være farlig for folk i området.
/ritzau/