Det er endnu et nederlag for Københavns Politi i sagen om Ungdomshuset.
Politiet opgiver sagen mod 21 personer, som ellers var tiltalt for at have brændt dæk af på Nørrebro i forbindelse med urolighederne efter rydningen i marts sidste år.
Af de 21 personer var 13 allerede frifundet, og her opgiver politiet så ankesagen, og desuden slipper otte svenskere for tiltale.
- Vi må jo nok vurdere, at sagen ikke bevismæssigt bliver anderledes. Så der er ikke grundlag for at tro, at landsretten vil dømme anderledes«, siger Klaus Pedersen til tv2.dk
De 13 var tiltalt for at have slæbt dæk ind i vejkryds på Nørrebro og sat ild til dem natten til lørdag den 3. marts sidste år. Men der var der ifølge byretten ikke ført bevis for. De otte svenskere var sigtet for det samme, men de sigtelser vil nu blive frafaldet, siger Klaus Pedersen.
Alle 21 sad varetægtsfængslet i lidt over en uge. De er nu berettiget til erstatning.