En 21-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke ved Nørrebro Station i København.
Efter et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg fredag er manden blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Ekstra Bladet.
Ulykken skete lørdag 5. november og kostede en 85-årig mand livet.
Den sigtede erkender ifølge Ekstra Bladet til dels, at han er skyldig i uagtsomt manddrab. Han forklarede dog under grundlovsforhøret, at han kørte over for grønt lys, da han ramte den ældre mand.
Efter en offentlig efterlysning fra politiet blev den 21-årige chauffør anholdt af Københavns Politi torsdag aften.
Ifølge politiet kørte han i en hvid Mercedes-kølebil ved ulykken. Ekstra Bladet skriver, at føreren tjekkede sin bil for skader efter påkørslen for så at køre fra stedet ad Nørrebrogade uden at hjælpe den kvæstede mand.
/ritzau/