En erfaren dansk dykker, som var bosat og arbejdede i Stavanger i Norge, druknede mandag under en dykkertur på Stavanger fjord.
Det drejer sig om en 21-årig mand, som var ude at dykke med en kollega, oplyser Stavanger Politi til DR Nyheder.
- Vi fik en alarm mandag aften om, at der var sket en drukneulykke nord for Stavanger ved den lille ø Omø. Da politiet kom frem, fik vi at vide, at to danskere var taget ud i båd for at dykke, siger Christian Johansson, efterforskningsleder hos Stavanger Politi, til DR Nyheder.
Kollegerne dykkede på 10 meters dybde, og da de kommer tilbage til overfladen, får den 21-årige pludselig et ildebefindende ifølge den overlevende kollega.
- Den 21-årige havde mistet bevidstheden, og det lykkedes ikke kollegaen at holde ham oppe eller få blybæltet af ham. Manden forsvandt i dybet. Vi fandt ham cirka halvanden time efter, vi havde fået anmeldelsen, fortæller Christian Johansson.
Dykkerturen startede direkte efter jobbet, hvor kollegerne kun var hjemme for at hente udstyret. Politiet og den overlevende kollega har endnu ikke nogen forklaring på drukneulykken.
De pårørende er underrettet, oplyser politiet.
/ritzau/