Global opvarmning er ved at varme Arktis op på rekordfart. Og opvarmningen forårsager "store forandringer" af Jordens miljø.
Sådan lyder nogle af advarslerne i en amerikansk undersøgelse tirsdag.
- År 2018 var det næstvarmeste, der er målt i Arktis, siden man begyndte at måle i 1900, lyder det i studiet.
Det hidtil varmeste år var 2016.
Undersøgelsen konkluderer også, at 2018 var det år, hvor Det Arktiske Hav var dækket af den næstmindste mængde is.
I alt 81 forskere fra 12 forskellige lande står bag undersøgelsen.
Den er udgivet af den forvaltning i USA, der studerer forholdene i havet og atmosfæren, og som hører under USA's handelsministerium.
- Resultaterne i undersøgelsen viser, at konsekvenserne af den konstante opvarmning i Arktis bliver ved med at hobe sig op.
- Fortsat opvarmning af atmosfæren i Arktis' atmosfære og hav medfører store forandringer i miljøet. Både på måder, som vi havde forventet, og på måder, som vi ikke havde forventet, lyder det i undersøgelsen.
Her fremgår det også, at temperaturen i Arktis de seneste fem år "har overgået alle tidligere målinger siden 1900".
Mikroplast er også en stigende trussel i Arktis, advarer undersøgelsen:
- En global undersøgelse af mikroplast i havene viste for nylig, at mængden af mikroplast i havet i Arktis er højere end i noget andet hav i verden.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP