I biografens mørke er vi sammen - og det har danskerne været 14,2 millioner gange i løbet af det snart forgangne år.
Ved lørdagens optælling var der solgt 14.111.000 billetter, og man forventer at have solgt omkring 90.000 billetter søndag - altså godt 14,2 millioner i alt. Og det slår 2009, hvor man solgte 14.129.150 billetter.
- Vi havde et rigtig godt biografår i 2009, men ikke siden 80'erne har man solgt så mange billetter, siger direktør for foreningen af filmudlejere i Danmark (Fafid) Michael Fleischer.
Vi skal faktisk helt tilbage til 1982 for at finde et højere tal. Her solgte biograferne nemlig 14.272.000 billetter.
Men Michael Fleischer understreger dog, at dette års tal skal ses i et helt andet lys - nemlig lyset fra computeren og tv-skærmen.
- I 1959 solgte man 60 millioner biografbilletter eller deromkring. Der var en helt anden kultur. Filmen "De Røde Enge" så folk nærmest 10 gange, men der var vel heller ikke andet at lave, siger han.
- Det perspektiv skal man se tallene i. Der har aldrig været så stort et udbud af tv og internet som i dag, og alligevel går folk i bio.
Årets succes skyldes først og fremmest nogle gode - også danske - film. Michael Fleischer nævner blandt andet Hvidstensgruppen, En Kongelig Affære og Den Skaldede Frisør.
Men de udenlandske film har også trukket mange til de røde plysstole.
- James Bond er årets mest sete film med over 900.000 billetter, også Batman og senest Hobbitten har gjort det rigtig godt.
Men om filmene har trukket flere biografgængere til end i 1982, ved man altså først efter nytår, når alle billetter er talt.
- Der er noget fintælling. Vi lander et sted mellem 14.250.000 og 14.300.000 billetter. "Rekorden" for 2009 er i hvert fald slået, og så skal vi helt tilbage til 1982 for at have det samme antal folk i biografen. Det er vi rigtig glade for, siger Michael Fleischer.
/ritzau/