Da en kvinde fra Jylland fortalte sin chef, at hun var gravid, fik hun ikke lykønskninger. Til gengæld kunne hun to uger efter se sin stilling slået op i avisen og senere kom fyresedlen.
Den opførsel har nu fået retten i Aalborg til at pålægge arbejdsgiveren at betale en erstatning til kvinden på godt 200.000 kroner svarende til ni måneders løn.
Retten gav nemlig HK medhold i, at det var en overtrædelse af ligebehandlingsloven.
"Nogle gange kan vi ikke andet end at ryste på hovedet af, hvordan arbejdsgivere kan finde på at behandle medarbejdere. Som så mange gange før må vi påpege, at det altså er ulovligt at fyre folk, fordi de ønsker at få børn," siger Mette Kindberg, næstformand i HK.