Et bredt flertal af folketingets partier blev torsdag enige om et forlig på beredskabsområdet, der betyder en voldsom omlægning af det danske redningsberedskab i katestrofesituationer, erfarer Nyhedavisen.
Beredskabet skal nu være klart til at rykke hurtigt ud, hvis der sker en terroraktion i Danmark - tilgengæld bliver to ud af de tre beredskabsskoler nedlagt - den ene skal dog stå tom som kursusejendom.
Tilbage står SF og Enhedslisten, der stillede et par enkelte ændringsforslag, men her til formiddag selv kan vælge, om de vil være en del af forliget.
Skuffet forbund
Forsvarsminister Søren Gade (V) ønsker ikke at udtale sig endnu, men hos regeringspartneren, De Konservative, siger forsvarsordfører Tom Behnke:
»Vi har fået alt, hvad vi pegede på. Vi har sikret ni kommunale støttepunkter, så man kan rykke hurtigt ud ved brande, og fået register over samtlige frivillige redningsfolk,« siger han.
Redningsfolkene mangler der bare 2.000 af, lyder det fra et særdeles skuffet Beredskabsforbund.
»Vores bønner er slet ikke blevet hørt. Vi har en kolossal mangel på frivillige redningsfolk og har ikke fået en krone til rekruttering, selvom det bliver sværere og sværere at skaffe de frivillige,« siger Præsident Bjarne Laustsen, der også er i Folketinget for Socialdemokraterne.
Giver ikke mening
Hos Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse i Gentofte er man frustreret, da man nu må lukke.
»Det her giver slet ingen mening - hverken økonomisk eller beredskabsmæssigt,« siger skolechef Bjarne Kjems, der havde kæmpet for at kunne forsætte.
Enhedslistens Line Barfod havde også ønsket en beredskabsskole i Hovedstaden, og er utilfreds med beslutningen.
»Men nu har forsvarsministeren altså kørt over os,« siger hun.