Våbenrøveri fra Antvorskov kaserne på Sjælland i går har vist sig at være meget omfattende. Ifølge B.T. stjal røverne våben nok til at bevæbne 100 soldater.
Våbnene skulle sendes til Afghanistan, og kun en enkelt mand stod for bevogtningen, da røverne i går nat brød ind. Politiet oplyser, at der var tre røvere, som beskrives som unge mænd med mørke hættetrøjer på. De kørte i en sort Audi på tyske nummerplader. De talte engelsk under røveriet.
Der er i alt stjålet op mod 200 maskingeværer, rifler og pistoler. Blandt de stjålne våben, som vejer op mod et ton til sammen, er 11 tunge maskingeværer, som bruges oven på kampvogne, og 20 lette maskingeværer, 140 militær-geværer samt 35 pistoler.
Det er stadig usikkert, om der også er blevet stjålet ammunition til våbnene.