Allerede i 2006 modtog syv forskellige kontorer en fællesmail med oplysningen om drabet på en tidligere dansk-ansat tolk, og 26 embedsmænd modtog personligt en mail.
På trods af at der i månedsvis havde været offentlig debat om sikkerhedssituationen for tolkene i Irak, kendte op mod 200 danske embedsmænd til tolke-sagen i et halvt år, før udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) blev orienteret. Det skriver Politiken, som har fået aktindsigt i ministeriets dokumenter om sagen.
Professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen kalder det meget påfaldende , at Ulla Tørnæs ikke blev informeret.
Han sætter spørgsmålstegn ved, om embedsfolkene i Udenrigsministeriet prioriterer deres to chefer, udviklings- og for udenrigsministeren, lige højt:
- Der danner sig et mønster af, at ministeriet har svært ved at betjene to ministre, og at udviklingsministeren bliver lavt prioriteret. Man kan samtidig rejse spørgsmålet, om der ikke stadig er tale om en speciel stærk arrogance i Udenrigsministeriet, siger han til Politiken.
Ulla Tørnæs har ikke selv ønsket at kommentere oplysningerne, men henviser til en redegørelse, hvor embedsmænd forklarer, at de ikke informerede ministeren, fordi de ikke forbandt tolkens død med hans engagement for Danmark. Redegørelsen konkluderer dog også, at det var en forkert beslutning.
Sagen om den tidligere tolk, som blev kindnappet, tortureret og drabt, kom først frem, da en anden irakisk tolk for godt en måned siden skrev en mail, som nåede frem til danske medier. Først da blev offentligheden, Folketinget og tilyneladende også ministeren bekendt med drabet.