Tysk politi har natten til tirsdag stormet en hangar i den tidligere lufthavn Tempelhof, hvor Berlins største flygtningecenter ligger.
Det skriver flere tyske aviser, blandt dem Berliner Morgenpost og Die Welt. Politiet har afvist at kommentere meldingen.
Den store politiindsats er sket i forlængelse af et formodet angreb mandag, da en lastbil torpederede et julemarked i Berlin. 12 personer er meldt dræbt. Adskillige er såret.
Omkring 200 betjente - og blandt dem specialstyrker - skal ifølge Berliner Morgenpost have stormet flygtningecentret før klokken fire i nat.
Sikkerhedskilder siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at den mistænkte gerningsmand blandt mange andre flygtninge var rejst via Balkan til Tyskland.
Den formodede dødskører er ifølge ubekræftede meldinger i tyske medier en ung pakistaner eller afghaner. Han skal have boet i en flygtningelejr i Berlin.
Nyhedsbureauet dpa skriver ikke, om manden faktisk har boet eller opholdt sig ved flygtningecentret i Tempelhof.
/ritzau/