Politiet måtte for første gang tage vandkanonen i brug, da der sent i går aftes var optøjer ved Christiania i København. Knap 200 mennesker blev anholdt og kørt til klimafængslet i Valby.
Politiet fik ved 23-tiden en anmeldelse om, at flere mennesker på Prinsessegade udenfor Christiania havde sat ild til en barrikade. Politiet forsøgte at slukke ilden i barrikaden men blev angrebet med molotov-cocktails.
"Betjentene ser sig nødsaget til at bruge tåregas for at komme væk derfra. De trækker sig tilbage, men i mellemtiden kommer der flere aktivister ud og sætter ild til barrikaden igen," siger politiets pressetalsmand, Henrik Suhr, til Newspaq.
Politiet benyttede sig derfor af deres nye brand og rydningskøretøj, dog ikke til at spule demonstranterne med men derimod til at slukke de store bål demonstranterne havde antændt.
"Ialt har vi foretaget frihedsberøvelse af 194 personer efter politiloven. Langt de fleste er blevet løsladt fra klokken fem i morges, men 12 stykker bliver sigtet. Seks for vold mod tjenestemand. De vil blive juridisk vurderet her til formiddag, om de skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling," siger Henrik Suhr.
Derudover er seks sigtet for overtrædelse af lov med euforiserende stoffer, gadeuorden og andre småting.
Henrik Suhr vil ikke betegne aktionen som en succes, i det der har været ballade, men han mener, at politiet fik klaret tingene godt.