Der stinker af lort i store dele af Lillerød. For en lastbil tømte tidligere i dag hele sit læs af afføring ud over en vej i byen.
Lortetransporten var på vej til rensningsanlægget, men da chaufføren ville dreje ud på Enghavevej, røg den flydende last for hurtigt bagud i bilen.
Her sprang bagklappen op, og den ildelugtende brune masse flød ud på kørebanen, skriver lokalavisen.dk. I alt 20 tons lort så dagens lys en gang for meget.
Der kom hurtig hjælp til stedet, lorten blev skovlet tilbage i lastbilen, og vejen fik en spuletur.
Men stanken havde nået at sprede sig til store dele af den lille by, og den hænger stadig i luften i det allerødske.