Hvis sygeplejersken bliver i de hvide træsko 20 minutter længere, eller skolelæreren står tyve minutter længere foran tavlen, så vil personalemanglen i den offentlige sektor kunne løses.
Det mener i hvert fald finansminister, Thor Pedersen (V).
- Det er ikke en uoverkommelig opgave, og det er ikke en katastrofe, vi står overfor. Det er noget, vi alle kan gøre noget ved, hvis vi giver den en lille tand ekstra, siger finansminister Thor Pedersen.
Men opfordringen til de offentlige ansatte om at arbejde længere modtages med behersket begejstring
Bente Sorgenfrey, formand for FTF - hovedorganisation for 450.000 offentlig og privat ansatte - mener, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad sætter penge bag.
- Jeg tror ikke, det løser problemet, siger hun til avisen.dk og fortsætter.
- Der skal motivation til at få folk til at arbejde endnu mere om ugen. Tyve minutter lyder måske af lidt, men rigtig mange mennesker arbejder rigtig meget allerede, og for dem er det altså afgørende at få nogle attraktive arbejdspladser. Forudsætningerne skal være på plads, og det kræver blandt andet, at det bliver attraktivt at tage en uddannelse indenfor den offentlige sektor og så kræver det ikke mindst atrraktive arbejdspladser. Problemet er ikke løst ved at arbejde tyve minutter længere, siger Bente Sorgenfrey.
Regeringen har regnet sig frem til, at der i løbet af de kommende år frem til 2015 vil mangle 35.000 medarbejdere i det offentlige.