Man savner fortsat 17 personer i en kinesisk mine, mens 20 allerede med sikkerhed er døde efter en stor eksplosion.
Sådan ser situationen ud i den centralt beliggende provins Henan, rapporterer CNN med det kinesiske nyhedsbureau Xinhua som kilde.
Der var 276 personer i minen, da ulykken skete. Det lykkedes redningsarbejdere at redde de 239 ud i live.
Kinas miner er blandt de farligste i verden med en absurd høj dødelighed blandt de ansatte. Nu forsøger den kommunistkapitalistiske ledelse i landet at omstrukturere minedriften til få, men mere sikre superminer.
Der er angiveligt 11.000 små kulminer i landet. Myndighederne hævder, at de har lukket 1.355 af dem i indeværende år, men eftersom pressen i Kina er underlagt censur, er de oplysninger umulige at kontrollere.