Den ene dag står Nasar Khader og Ny Alliance til 15 mandater, den næste til 22 og den næste igen til 19. I kølvandet på dannelsen af partiet Ny Alliance blev der næsten dagligt lavet nye meningsmålinger, men selvom de gav medvind til Ny Alliance var der stor forskel på, hvor kraftig medvinden var - og hvor hård modvinden var for de gamle partier.
Men nu er vi kommet den præcise vindstyrke en smule nærmere. For Altinget.dk har professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet beregnet et gennemsnit af de seneste meningsmålinger fra Catinét, Gallup, Greens, Megafon, Rambøll og Vilstrup.
Målingen giver Ny Alliance 20 mandater og den viser, at vælgerne kommer både fra venstre og højre.
- Det
er interessant at se, at Ny Alliance snupper flere vælgere fra venstre
side end fra højre. Selv om de har sagt, at de vil støtte Fogh
Rasmussen, og selv om deres skattepolitik ligger til højre, siger
Søren Risbjerg Thomsen til B.T.
Socialdemokraterne
og De Radikale mister hver seks mandater til Ny Alliance og står til at
få henholdsvis 44 og ni mandater. Venstre mister fem mandater og står
til at få 45 mandater, mens De Konservative mister tre og vil få 15
mandater.
De månedlige gennemsnit af
meningsmålinger har været beregnet siden januar 1990, og i hele denne
periode har der ikke været så voldsomme ændringer i partiernes
tilslutning fra den ene måned til den næste som fra april til maj 2007,
skriver Søren Risbjerg Thomsen på Altinget.dk.