En 20-årig mand med pakistansk baggrund blev i formiddags skudt i hovedet i en lejlighed på Aldersrogade på det Ydre Nørrebro. Han er nu død.
"Efter skyderiet blev han kørt til Rigshospitalets Traumecenter og afgik ved døden kort før klokken 12.00," fortæller Ove Dahl, drabschef i Københavns Politi, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Politiet kender endnu ikke til motivet.
"Vi har ikke nogen idé om, hvorfor det er sket. Der er nogle vidneforklaringer, der går på, at man har hørt lidt skænderi, og så hører man et skud," siger Ove Dahl til Newspaq.
Drabschefen afviser, at der er en sammenhæng til bandekrigen i København.
"Det er ikke noget der tyder på, at skyderiet er relateret til den verserende bandekrig."
Vidner har set en 20-25 årig mand med udenlandsk baggrund løbe fra stedet. Han er cirka 175 cm. høj og havde mørkt tøj på. Politiet ved endnu ikke, om han har noget med skyderiet at gøre, men de leder efter ham.
Politiet har afspærret flere gader i nærheden, mens gerningsmanden jages.