I alt 19 straffesager er indtil nu blevet udsat ved domstolene på grund af den såkaldte teledata-sag. Det oplyser anklagemyndigheden mandag formiddag.
18 personer, som ellers sad varetægtsfængslet, er blevet løsladt, viser en status fredag klokken 16.
Beslutningerne er en følge af det indgreb, som rigsadvokat Jan Rechendorff besluttede for en uges tid siden.
Han bestemte, at anklagerne frem til 18. oktober ikke skal bruge teledata som bevis, indtil sagen er nærmere undersøgt.
Såkaldte historiske teleoplysninger skal midlertidigt ikke indgå som bevis i straffesager.
Oplysningerne bruges til at angive, hvor en bestemt mobiltelefon har befundet sig på et bestemt tidspunkt. Men det har vist sig, at der er tvivl om de oplysninger, der er indgået i sagerne.
En af udsatte sager drejer sig om hashhandel, hvor syv personer i Esbjerg er tiltalt. En anden er den historiske sag om opløsning af banden Loyal To Familia. En tredje drejer sig om drabsforsøg i bandemiljøet i København.
I forvejen var der opstået stor tvivl om, hvorvidt der var fremlagt samtlige teledata i straffesager i en årrække, og en undersøgelse var sat i gang, da Rigsadvokaten besluttede at trække i håndbremsen søndag 18. august.
Det skyldtes en oplysning fra Rigspolitiet om, at der var fundet fejl med hensyn til telemasters nøjagtige placering.
Fejlen skulle være sket i forbindelse med konvertering af geografiske koordinater. Dette kan have fået betydning for de situationer, hvor masteplaceringer bruges til at sandsynliggøre en telefons placering, lød det.
Denne mulige fejl kom så oveni i den systemfejl, som Rigspolitiet opdagede i foråret. Den opstod i det it-program, som konverterer rådata fra telefonselskaberne.
/ritzau/