Hårtab, hovedpine og i værste fald livsfare.
19-årige Mikkel Brix kender risikoen ved at sulte sig i 29 dage. Alligevel er han ikke i tvivl om, at det er nødvendigt at gøre for at råbe politikerne op.
Han agter ikke at spise før 6. juni, hvor danskerne har sat deres kryds til Folketingsvalget.
- Jeg vil vise politikerne, at det er så langt, unge mennesker vil gå for deres klima, fordi det er vores fremtid, siger Mikkel Brix, der bor i Frederikshavn i Nordjylland.
Mikkel Brix er langtfra den eneste unge, der forsøger at sætte klimaet på dagsordenen hos folketingspolitikere.
Han taler ind i en større klimakamp, hvor frontfiguren er den 16-årige svensker Greta Thunberg.
Hun har opfordret unge over hele verden til at vise deres utilfredshed med politikerne og være med i hendes "skolestrejke for klimaet".
- Det er mærkeligt at sige, at en 16-årig, der har droppet skolen, er forbillede i klimadebat, men det er hun, siger Mikkel Brix.
Selv håber han også at kunne samle flere unge om sit sulteprojekt.
- Jeg vil ikke anbefale andre at sultestrejke. Men det kunne være fedt at flere unge bakkede op om projektet, siger Mikkel Brix, der vil nå de unge gennem sociale medier.
På sociale medier vil en veninde til Mikkel Brix dokumentere hans sultestrejke, der satte ind tirsdag klokken 13, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykkede på valgknappen.
Op til valgudskrivelsen har Mikkel Brix forberedt sig ved kun at spise et måltid om dagen de seneste 14 dage og læse op på, hvilke alvorlige symptomer på sult han skal være opmærksom på.
Under valgkampen vil han udføre flere demonstrationer. Samtidig vil han gennemføre sine eksamener frem til, han bliver student til sommer.
- Jeg vil ikke falde i, men hvis jeg på tiende dagen bliver syg og kommer i livsfare, stopper jeg. Man kan jo sige, at en død aktivist ikke er en god aktivist, slår han fast.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.