Politiet er nu kommet nærmere motivet for, hvorfor en 19-årig syrisk kvinder blev bortført i Frederiksværk i går.
Det fortæller vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi.
"Der er ingen tvivl om, at sagen handler om noget æresrelateret, om en form for tvangsægteskab. Men det handler ikke om, at forældrene har lovet hende bort," siger Erik Skriver til Newspaq.
Derimod mener politiet, at den ene bortfører har hjulpet pigen til Danmark fra Syrien og i den forbindelse mener, han har ret til at blive gift med hende.
To er anholdt i sagen, og politiet vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser.
Pigen blev bortført fredag eftermiddag i Frederiksværk af to-tre mænd i en bil.
Sent fredag aften blev bilen stoppet på Kongevejen ved Helsingør, og føreren blev anholdt.
Pigen blev fundet på et asylcenter på Amager sammen med den mand, som menes af have hjulpet den 19-årige til Danmark og som nu gør krav på ægteskab. Han er ligeledes anholdt.