En 19-årig mand bliver i eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Politiet mener, det var ham, der natten til lørdag sendte en 24-årig mand på hospitalet, efter at have stukket ham syv gange med en kniv. Overfaldet skete på diskoteket ’Club X’ i centrum af København i nat, oplyser politiet i København.
Klokken 03.55 modtog Københavns Politi anmeldelsen om, at tumult i garderoben havde udviklet sig til en voldeligt overfald. Politiet mener ikke at de to mænd kender hinanden på forhånd, men ved endnu ikke hvordan klammeriet er opstået. Sandsynligvis skete det, fordi de to kom til at skubbe til hinanden i køen i garderoben.
Efter overfaldet blev gerningsmanden smidt ud fra diskoteket, hvor man på det tidspunkt ikke var klar over, hvad der var sket, og hvor slemt det stod til med den 24-årige.
Kort efter stødte en politibil i området på tre mænd, der løb af sted uden overtøj på i området tæt på diskoteket. De tre mænd, der er 19, 20 og 25 år, matchede signalementet af gerningsmændene, og blev derfor anholdt og kørt til afhøring hos politiet, fortæller vagtleder for efterforskningen Henrik Andersen.
Den 24-årige, der blev overfaldet, er uden for livsfare. Gerningsvåbenet er endnu ikke blevet fundet.