Efter en kort samtale med sin advokat, Mogens Juhl, har en 19-årig mand onsdag nægtet sig skyldig i hærværk, grov uorden og trusler mod personale og betjente på Odense Universitetshospitals skadestue mandag aften.
Det kom frem ved Retten i Odense, hvor anklageren ellers mener, at han tog del i balladen, da op mod 60 personer stormede skadestuen for at få fat i et 26-årigt skudoffer, der blev skudt og stukket med en kniv tidligere mandag.
Ifølge Fyns Politi skyldes skudepisoden, at to arabiske grupper er i åben konflikt, og det var altså den anden gruppe til den skudramte, der ville have fat i den 26-årige på skadestuen.
Senere onsdag formiddag skal en 20-årig og en 26-årig mand også for en dommer, hvor de er sigtet for drabsforsøg.
Politiet anholdt seks personer ved en aktion tirsdag middag, men de tre er løsladt igen. Dog er de stadig sigtet for hærværk og trusler.
To personer er fortsat eftersøgt af politiet for at have deltaget i hærværk og trusler på skadestuen.
/ritzau/