19-årige Robert A. Hawkins havde lige mistet sit job på McDonald s. Hans kæreste havde forladt ham. Og han var træt af at være en ubetydelig taber.
Midt i julehandlen i forgårs gik han derfor ind i shoppingcenteret Westroads Mall i USA med et automatvåben og skød vildt omkring sig. Otte mennesker blev dræbt, inden han skød sig selv.
Skyderiet er det seneste i en række masseskyderier i USA i år, og Hawkins var tilsyneladende tiltrukket af den berømmelse, de andre massemordere har fået.
Ensom hvalp
I et selvmordsbrev fundet af hans udlejer, forklarer Hawkins, hvorfor han gik amok.
»Han skriver, hvor ked af det han er. Han ville ikke være en byrde for folk længere, og han havde følt sig som en ubetydelig lort hele livet, og nu ville han være berømt,« siger udlejeren, Debora Maruca Kovac, til CNN om brevet.
Hun beskriver Hawkins som en dreng, der optrådte som en »hvalp ingen ville have«. Alene i shoppingcentre har der i USA været mindst fire skyderier i år. Flere organisationer forsøger at få ændret USA s våbenlovgivning, der gør det muligt for alle over 18 at købe rifler og bøsser.