Natten til torsdag blev en 19-årig mand voldtaget af en anden mand i en lejlighed på Snorrevej i Odense. Det oplyser Fyns Politi i døgnrapporten, skriver Fyens.dk.
Den 19-årige er ifølge politiet fysisk uskadt efter voldtægten. Han blev efter voldtægten truet af gerningsmanden til at udlevere kontanter. Det vides ikke, hvor mange penge det lykkedes gerningsmanden at true sig til.
Gerningsmanden er i slutningen af 20'erne eller starten af 30'erne, men ellers vil politiet ikke komme med yderligere oplysninger om sagen af hensyn til efterforskningen.
Det er endnu uvist, hvordan gerningsmanden fik adgang til lejligheden, og om de to kendte hinanden i forvejen.
Gerningsmanden eftersøges nu af politiet.