Sjælen blev solgt af den 19-årige Steffen Laursen fra Skive, der havde set lignende auktioner i udlandet indbringe store pengebeløb.
Blandt argumenterne for at sælge sjælen var blandt andet, at en køber så kunne have en ekstra sjæl, hvis man stod over for at indgå en pagt med djævlen.
Prisen på en krone for sjælen var dog meget lav i forhold til, at det undervejs blev diskuteret, om sjælen i stedet for en krone skulle byttes med en clockradio.
"Jeg er lidt skuffet over prisen. Jeg havde håbet, at det ville give lidt mere – men det er ok, hvis den ikke er mere værd," siger Steffen Laursen til Newspaq. Han skal nu sende et bevis på handlen til køberen af sjælen.
Hos QXL.dk er man ikke kede af lidt fjollede auktioner og tror ikke, at de skader auktionssidens omdømme.
"Vi har 1,4 millioner varer til salg, så at der med mellemrum kommer en sjov nyhed, skader ikke forretningen," siger Hanne K. Larsen fra QXL Danmark til Newspaq.
Også i udlandet har andre solgt deres sjæl på internetauktioner.
Den mest kendte auktion var, da amerikaneren Hemant Metha i 2006 solgte sin sjæl på internettet for 504 dollars (omkring 3000 kroner). Tanken var, at køberen så måtte beslutte, om ateisten Metha skulle begynde at tro på en gud, og i givet fald hvilken.
Salget endte efterfølgende med, at Metha's oplevelser med forskellige kirker blev udgivet i bogform.
/Newspaq/