En 19-årig kvinde fik sig en alvorlig forskrækkelse, da en mand forsøgte at voldtage hende ved 3-tiden i nat i Fælladparken i København. Det skriver eb.dk.
Kvinden havde hjulpet til ved Karnevallet i Fælledparken og var på vej ind til byen for at feste videre sammen med nogle venner.
Hun havde sat sig i en busk for at tisse, da gerningsmanden sneg sig ind på hende. Han holdt en hånd over hendes mund, så hun ikke kunne skrige, men det lykkedes hende alligevel. Herefter kom et par og flere af kvindens venner til undsætning.
- Vennerne stod omkring 50 meter derfra, og de reagerede, da de hørte hende skrige. To andre kom ligeledes løbende, og de fik revet manden væk fra pigen, hvorefter han stak af, siger den centrale efterforskningsleder Hans Erik Raben til eb.dk.
Politiet vil gerne i kontakt med vidner til overfaldet. Gerningsmanden beskrives som 18-20 år, mulat og han var iført en gul t-shirt med orange tryk.
Har man oplysninger, kan Københavns Politi kontaktes på tlf. 3314 1448