Et nævningeting i Københavns Byret har tirsdag fundet en 21-årig asylansøger skyldig i et groft overfald ved Helligåndskirken i det centrale København den 6. maj sidste år.
Den 21-årige har nægtet sig skyldig gennem hele sagen, selvom dna-spor har knyttet ham til gerningsstedet.
Det brutale overfald skete på Niels Hemmingsens Gade, hvor en 22-årig schweizisk au pair-pige blev overfaldet på vej hjem efter en tur i byen.
Gerningsmanden slog hende hårdt i hovedet, før han smed hende over muren til kirkegården.
Inde på området sparkede og slog han kvinden adskillige gange blandt andet med en stump genstand. På et tidspunkt slog han hende på halsen eller klemte fast om den, så hun brækkede nakken og mistede bevidstheden.
Derefter flåede han tøjet af kvinden for at voldtage hende, men det mislykkedes. Han efterlod hende bevidstløs ved kirken.
Her blev hun tidligt om morgenen fundet af nogle forbipasserende, som alarmerede politiet.
På det tidspunkt var hun så ilde tilredt, at hun var i livsfare. Blandt andet havde hun to dybe flænger i panden og flere punktformede blødninger på halsen og i venstre øje.
Den 21-årige blev anholdt i juni på det asylcenter på Sydsjælland, hvor han boede.
Politiet fandt sæd ved Helligåndskirken, som matchede dna-profilen på gerningsmanden bag et tyveri fra en butik i Allerød.
Her blev den 21-årige opdaget i forsøget på at stjæle en jakke, hvilket førte til håndgemæng, så han fik næseblod. Og dna-profilen fra dét blod matchede altså profilen fra sæden ved kirken.
I alt er den unge mand fundet skyldig i 10 forskellige forhold. Ud over særdeles grov vold og voldtægtsforsøg handler det også om tyverier af mobiltelefoner og overfald på en fængselsbetjent i Vestre Fængsel.
Man forventer at afsige dom i sagen i løbet af tirsdagen. Ud over fængselsstraf har anklageren krævet, at han skal udvises af landet.
/ritzau/