En 19-årig mand blev sent fredag aften stukket med en kniv på Islands Brygge i København.
Det oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Rasmus Nielsen.
Den unge mand blev stukket i en arm og et ben og var først i kritisk, men stabil tilstand.
Klokken fem lørdag morgen er meldingen fra politiet, at den forurettede ikke længere er i kritisk tilstand.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.53.
Knivstikkeriet skete ud for nummer 18, hvilket er Kulturhuset Islands Brygge. Der var mange mennesker i området, da det skete.
- Vi har været ude hele natten på flere patruljer og talt med talrige vidner, fortæller efterforskningsleder Rasmus Nielsen.
En 17-årig formodet gerningsmand er blevet anholdt i løbet af natten.
Politiet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Det vides derfor endnu ikke, hvad der gik forud for knivstikkeriet, og om den 19-årige og den 17-årige kender hinanden i forvejen.
/ritzau/